Där
våxte upp en lilje ut i dalen,
en endig blomstertärna där uppe rant.
Jeg stansede og såg på den i tærna,
inntil tårene på mine kinner rant.
Så blei jeg av forlova med den pigen,
den pigen så fager og skjøn,
men hun var ikke beskikket til min liche,
for hun elsket en dagen ut i løgn.
Lilla vennen hun har jeg meg godt gjev i,
fordi jeg en fatig var.
Hun har vel utkåra seg en annen,
en annen som Rikard var.
Mine forældre, de er nå både døde,
de ervde høvdsalige de etter sin.
Så derfor må jeg i verden gang og syte,
jeg er kommet på en vilkåren veg.
Men Lazarus han var nå også fatig,
han leie i verden stor trång,
men så blei han også stå så leng begraven,
med en englande i himmelen de sång.
Adjø og farvel,
då min pige,
adjø og farvel då min venn.
Vi treffas ikke mere her i verden,
men kan hende at så Gud i himmelen.